Min motivation til at begynde at skrive en blog om noget som helst, kom af, at jeg havde besøg af min datter og hendes familie i den netop overståede påskeferie.
De har i de sidste par år boet i Schweitz, og deres tre børn går i skole der.
Mens de var her hos os bedsteforældre et par dage, havde vi besøg af et af medlemmerne fra min hustrus netværk, og denne mormor havde sine to børnebørn med, de skulle lige se ungernes nye hund.
Der blev stillet mange spørgsmål om det at bo i et fremmed land, mens hunden på det nærmeste gik på omgang, og på et tidspunkt spurgte deres mormor: "Hvad er I mest glad for i Schweitz?" og det svar der faldt prompte fra alle tre lød "Vores skole!".
Hvor mange børn i 7 til 12 års-alderen, som går i en almindelig dansk skole, ville svare sådan?
Svaret fik i hvert fald pigernes mormor til, at fortælle om hendes datters erfaringer som lærer, dels i danske skoler og dels i tyske skoler. Set fra hendes kateter var den store forskel, at de tyske børn opførte sig ordentligt og kunne koncentrere sig om fælles projekter. Projekter som hun slet ikke turde forsøge, at sætte igang i en alders-tilsvarende dansk skoleklasse, hvor den frihed de tyske børn nød, og forstod at administrere, mest sansynligt ville føre til, at halvdelen af klassen spillede computerspil og kun et hold bestående af "stræberpiger" ville få noget seriøst ud af forløbet.
Vi har nogle gange været med til forskellige arrangementer på børnenes skole i Schweitz, og her  har vi oplevet, at hele publikum, der består af børn i alderen 6 til 12 år, være stille og opmærksomme mens deres kammerater optræder på scenen. Derimod, er der en nærmest øredøvende aktivitet nede i salen i de pauser der forekommer. Men det ophører i løbet af få sekunder ved, at en af lærerne løfter en hånd i vejret. De som herefter ser dette løfter også en hånd i vejret, og et øjblik efter er der ro i salen.
Der bliver udvist en reel respekt for det de optrædende udfører, og de ved. at det bliver betalt tilbage i form af den samme repekt og applaus den dag, hvor det bliver deres tur til at stå på scenen.
Hver morgen kl. 9 står rektor på p-pladsen og hjælper med at dirigerer den meget omfattende trafik af biler som afleverer børn, og han er der igen når trafikken kl. 15 går den anden vej. Han ser og bliver set, hilser og bliver hilst på af bådebørn og forældre.
Hver dag når børnene forlader klasselokalet sker det først når læreren har åbnet døren, og stående i døren siger farvel til, hver enkelt. med en kommentar til hvordann dagen er gåe. Og helt naturligt bliver alle lærere tiltalt med Miss eller Mister efterfulgt af efternavn, ikke noget med fornavne, heller ikke overfor pedellen elloer det øvrige personale.
Lærerne møder altid før børnene om morgenen, og de går altid efter at børnene er blevet hentet igen.
Jeg ved ikke om det er det ene eller det andet der gør, at der er en respekt både børnene imellem og mellem børn og lærere, men der er bestemt ikke tale om kadaverdiciplin eller frygt for repressalier der gør det, for der bliver både givet krammere og "high-fives" imellem dem, alt efter køn og alder.
Som jeg ser det udviser børnene i Schweitz bare ordentlig opførsel, og jeg skal senere komme ind på hvordan man kan se andre eksempler på ordentlighed som er med til at adskille danmark/danskerne fra Schweitz i positiv retning (som jeg, vrisne gamle stodder, ser det)